Sæbe betyder i denne sammenhæng altid sæbespåner. Brug aldrig brun sæbe, som er alkalisk, – dvs., at den kan indeholde klor og salmiak og dermed op til 40% fedtsyre. Det er alt for hårdt for træet !!!
Sæbespåner derimod er sagen. Sæbespåner fremstilles af kokos- og palmekerneolie. Sæbespånebehandling giver således en optimal overfladebeskyttelse, og hvis man bruger den proffesionelt, så ”løber den også et godt stykke ned i træet. Og sidst, men bestemt ikke mindst, så er det meget nemt at lave behandlingen, og lige så nemt at rengøre og friske op på en lidt træt overflade der har fået sæbespåner.
Hvordan ?
Der er 2 ”religioner” mht., hvordan sæben skal håndteres.
Nogle mener, at man skal lave en meget tyk sæbe – grød, og nærmest lægge sæben på emnet.
Hos Nielsen og Holstein går vi ikke ind for den tykke sæbe. Vi bruger tynd sæbe og giver gerne overfladerne 3-4 gange sæbe før vi er professionelt tilfredse. Den tynde sæbe har mulighed for at løbe længere ind i træet, og beskytter dermed meget bedre end sæbe der blot er lagt på i overfladen.
Altså en sæbevandskonsistens svarende til ca. sødmælk. Og så er det vigtigt at nævne, at sæbebehandling kun bør udføres på massivt træ, – ikke på finer.
De almindeligste træsorter der er egnede til sæbebehandling er eg, ask, elm og bøg. Bøgen vil kræve mere sæbe end de andre. Nåletræ er ikke egnet til sæbehandling.
- Før du kan begynde sæbebehandlingen skal dit emne være rent og støvfrit. Støvsug gerne dit emne. Jo renere det er jo smukkere resultat får du.
- Opløs spånerne i en smule varmt vand. Når blandingen er homogen tilsætter du mere vand til du rammer sødmælkskonsistensen og en temperatur du kan håndtere. Brug gerne sæben så varmt som du kan.
- Sæbevandet lægges på emnet i et tyndt ensartet lag. Der må ikke ligge søer eller skum tilbage, når du er færdig. Brug en ren bomuldsklud, svamp eller måske en pensel til påføringen. Påføringen skal foretages parallelt med åreretningen. Emnet skal nu tørre fuldstændigt. Ved stuetemperatur vil der være tale om 6-8 timer.
- Hvis dit emne nu fremtræder lidt ru i overfladen skal du mellemslibe og sæbebehandle igen. Mellemslibningen vil som regel kunne foretages med sandpapir korn 150-180. Støvsug gerne emnet efter mellemslibningen. Når du har været sæbeprocessen igennem et antal (1-3) gange kan du vælge at børste din bordplade på langs med en mellemstiv børste. Og vupti, så har du en bordplade der kan tåle en hel del, og som fremtræder eksklusivt, flot og professionelt.
Hvis ikke du synes, at resultatet er tilfredsstillende så ring uforpligtende til os på 40 45 32 88.